Printvenlig version


bagværk / kager + desserter / is
Fyldig chokoladekage med is og frugt

Fyldig chokoladekage med is og frugt

4 portioner

En lækker lidt tung kage med kraftig chokoladesmag. Kagen er klæg i midten og helt perfekt som dessert med is og frugt til.

4 halve sukkerfri syltede pærer
40 g let mayonnaise
40 g skummetmælkspulver
ca. 1 tsk SØD - eller efter smag
60 g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanilleessens eller vanillekorn
20 g god kakao - med høj kakaoprocent
20 dråber chokoladearoma
5 dråber orangeolie
2 knsp kanel - eller efter smag
2 knsp kardemomme - eller efter smag

De syltede pærer blendes og resten af ingredienserne røres i.
Dejen hældes i en lille springform, ca. 20 cm i diameter - gerne af silikone. Bruges alm. form er det en god idé at fore den med bagepapir - ellers er kagen næsten umulig at få hel ud.

Bages ca. 35-40 min. ved 200 grader - kig til den, den må endelig ikke blive for mørk i kanten. Kagen falder lidt sammen efter bagning - og den skal være klæg i midten.

Kagen deles i 4 stykker.
Kan fryses.

Tilbehør pr. pers:
62,5 g DDV vanilleis
75 g friske jordbær

Server hvert stykke chokoladekage med vanilleis og friske jordbær.
Kagen må gerne være lun, men den smager også godt kold.

Tip:
Der kan kommes lidt stærk kaffe i dejen, inden kagen bages, hvis man kan lide det - det giver en rigtig god smag og fremhæver den gode chokoladesmag.

Anden frugt kan bruges i stedet for jordbær - i stedet for vanilleis kan kagen serveres med græsk yoghurt rørt op med lidt vanille og evt. sødet med en anelse sødemiddel.

DDV vanilleis kan købes i SuperBest supermarkeder.

I stedet for pærer i egensaft fra dåse kan man selv koge pærer.
2 faste pærer skrælles, halveres og kernehus fjernes. Koges i vand tilsat lidt SØD og evt. vanille. Når de er møre - efter ca. 10 min. afhængig af modenhed og pæresort - tages de op og afkøles. Kan herefter anvendes som dem fra dåse.



COPYRIGHT Bettina Heede



Forbrug:
Pr. stykke kage:
1/2 frugt (pære)
1/3 dagsration fedtstof
4 ekstra-X (mel + kakao)

Pr. portion med is og jordbær:
1 frugt (pære + jordbær)
1/2 dagsration fedtstof (kage + is)
5 1/2 ekstra-X (kage + is)
1/8 mælkeration (is)